MENU

+45 20 61 90 95    info@carselect.dk

Audi A3 1.4 TSFI CoD Sportback Ambition


Jeg tog i weekenden ud til Audi med det formål, at testkøre den A3, jeg personligt ville vælge, hvis der var frit valg på alle hylder i forhold til variant, motor og udstyr.

Variant
På forhånd var jeg af den overbevisning, at jeg ville vælge den nye sedan model, da den i mine øjne kombinerer flot design med direkte adgang til bagsæderne. Dog blev jeg skuffet, da jeg nærstuderede modellen. Ikke på grund af designet, tværtimod. Det er harmonisk, og skiller sig ud i forhold til Sportbacken. Det var funktionaliteten, der ikke levede op til mine forventningerne. For det første er pladsen til hovedet markant ringere på bagsæderne sammenlignet med Sportbacken. Jeg er 1.95 meter høj og kan til nøds sidde oprejst i Sportbacken. I Sedanen er der ikke tæt på at være plads til hovedet, og en længere tur vil for mig samtidig indebære en tid hos kiropraktoren.

For det andet er adgangen til bagagerummet ikke imponerende. Læssehøjden er høj og selve indgangen trang. Bagagerummet er paradoksalt 40 liter større end i Sportbacken pga. en større dybde og længde, men hvad hjælper det, når du skal kæmpe med at få dine store kufferter ind. Funktionaliteten vejer højere end designet, hvorfor jeg ville ende med at vælge Sportbacken, da den vil gøre større nytte i dagligdagen.

Motor
Skal økonomi kombineres med kræfter kommer man ikke udenom den nye 1.4 TFSI CoD. 140 HK, 0-100 km/t på 8.4 sekunder og 20,8 km/L ved blandet kørsel. Det er en lille perle og den er kun 9.000 kr. dyrere end den gamle 1.4 TFSI (122 HK, 0-100 km/t på 9,5 sekunder og 18.9 km/L), som stadig er en del af modelprogrammet. I halvårlig afgift koster 1.4 TFSI CoD 290 kr. sammenlignet med 1.4 TFSI, hvor Skat opkræver 560 kr.
CoD står for Cylinder on Demand og er et system, der ved konstant fart (givet at det er under 3.000 o/min) lukker ned for 2 cylindre, hvilket naturligvis har til formål at forbedre brændstoføkonomien.

I praksis fungerer det rigtig godt. Du mærker ikke, når motoren går fra 4 til 2 cylindre og omvendt – heller ikke selvom du gør alt for at lytte efter ændringer i motorgangen. Jeg kørte en strækning på 10 km. ved 80 km/t, hvor måleren på intet tidspunkt var under 28 km/l pga. kun 2 aktive cylindre. Det er godkendt. Til hverdags brug har du rigeligt med hestekræfter i 1.4 TFSI CoD. Hvad enten du kører på lande- eller motorvej, har motoren det fornødne overskud til en overhaling. Motoren trækker fint i feltet fra 2.000 o/min til 5.000 o/min, hvorfor kræfterne står til rådighed i et bredt felt.

Udstyr
Audi A3 er som standard en lækker bil, der oser af kvalitet. Motorstøjen er minimal, dørene lukker med et nydeligt “bump” og kabinen er et behageligt sted at befinde sig. Når du starter bilen, popper skærmen op fra instrumentbrættet i en glidende bevægelse. Fed detalje. Du styrer de fleste funktioner fra MMI-knappen, der er placeret bag ved gearstangen, og som fungerer via skærmen. Det betyder, at der er få knapper, hvilket gør kabinen overskuelig. Men for at forbedre kvalitetsoplevelsen, skal man i min optik vælge flere ting fra udstyrslisten.

En standard Audi A3 1.4 TFSI CoD Sportback Attraction koster 339.038 kr. Uden tøven ville jeg vælge at betale de ekstra 11.000 kr. for Ambition udstyrspakken. Det omfatter 17” fælge, Audi Drive Select (mulighed for indstilling af bilens køredynamik), 3-eget sportslæderrat, sportssæder og sportsundervogn. Herudover vil jeg tilegne mig Business pakken, der gør det muligt, at koble din telefon op til musik- og samtaleanlægget via Bluetooth. Således fungerer alt trådløst og håndfrit via MMI-knappen. Yderemere er midterarmlænet og multifunktionsrat inkluderet i Business pakken.

Et af mine ankepunkter ved Audi A3 er designet, der forekommer mig en smule konservativt. Især hvis det er med de almindelige pærelygter. Derfor er det et must for mig, at købe lyspakken, der omfatter xenon forlygter, LED baglygter samt lys under instrumentbræt og dørhåndtag i kabinen. Pris, 17.001 kr. Samlet set betyder det ekstra udstyr for lige under 33.000 kr., men det er godt givet ud, da det gør den totale oplevelse af A3’eren bedre, hvad end det gælder design eller brugeranvendelighed.

Konklusion
Sammenlægger man valg af variant, motor og udstyr ender slutprisen på 371.869,00 kr. Det er ikke en høj pris sammenlignet med konkurrenterne BMW 1-serie og Mercedes-Benz A-klasse, og husk på, at Audi A3 er en eftertragtet bil, hvorfor den holder prisen fornuftigt.
I Audi A3 får du en bil, der giver dig køreglæde og komfort og samtidig er praktisk i hverdagen.